mandag den 25. maj 2009
Hip hip hurra! - Ten Sing fylder rundt:-)
Jeg er ikke så gammel. Eller det vil sige, Ten Singerne synes jeg er ret gammel, men altså ikke gammel nok til at kunne bryste mig med at have været med fra start. Jeg kom med i 93, - noget efter pionererne var gået i gang, men stadig tids nok til at jeg nu kan snakke med om legenden Ten Sing.
Det var fantastisk, aldrig havde jeg oplevet noget så fantastisk! Mærkelige mennesker alle vegne, - som sang mærkelige sange, - på en mærkelig måde. Mennesker som rullede sig i vita wrap, bodypaintede sig, udfordrede moralkodekserne og behandlede hinanden, som var det familie. Livet var nu lutter lagkage!
Okay måske har tiderne det med at romantisere fortiden en smule… - og godt for det. Mine Teen age år skal have lov til at stå uudfordret tilbageJ Men måske må minderne gerne blive genopfrisket….
Jeg glæder mig til at jeg den 31. oktober skal mødes med andre gamle Ten Singer og nuværende skubbere, som alle har det eneste formål, at fejre 20-året for Ten Sing.
Måske kommer nogle af de gamle hoveder, som jeg ikke har set de sidste 10 år, måske bliver det en sjov aften med dem man stadig får set i ny og næ. Det eneste som er sikkert, det er at jeg glæder mig:-)
onsdag den 20. maj 2009
Til premiere…
Og traditionen tro, skuffede de ikke. De var stadig lige så sorte i hovedet, som de var i humoren! – på den fede måde!!
25 fantastisk Ten Singer trodsede deres noget sorte ydre og leverede en gang gigantisk livsglæde. En livsglæde som er så dejlig selvmodsigende og en absurd kontrast til malingen i hovedet, noget der i den grad understregede den sorte humor der altid er iblandet showet.
To drenge styrede bas og guitar, men ikke kun det, de styrede hele scenen. Måske ikke selv super bevidste om det, men det fyldte! – hver gang der var en lille ”kunst”pause, eller en lille skønhedsplet, kiggede de på hinanden, blinkede og smilede med øjne og mund. De formåede at gøre scenen til et trygt sted at være for solisterne og gav solisterne den bedste opbakning de kunne få. – imponerende!
Jeg glæder mig allerede til igen at skulle se dem eller andre shows, hvor performance, tro og fællesskab giver unge plads til at udtrykke sig! – især når man aldrig ved at udtrykket bliver:-)
Gitte
mandag den 18. maj 2009
Yes sir - Dansekursus 09-udvalget nedsat!
Jeg glæder mig super-meget til at se, hvad der kommer af festlige påfund på det første møde, vi skal have, i vores 5-mand store udvalg:
Skal vi i år have electric boogie på workshop-menuen? Eller skal Alexander Kølpin undervise i ballet? Eller måske der skal opfindes en hotdog-dans (Ej vent.. det skete da på TeenEvent – eller der var i hvert fald en dansende, trompetspillende hotdog?!). Det kunne også være, at det er i år, der skal tilbydes et dragshow med palietter, glimmer og hele pivtøjet? Eller vi kan da lave det mest top-tunede bidrag til næste års Melodi Grandprix (Tillykke til Norge!) - dans og kærlighed sælger i hvert fald dér. Og præcis dét har dansekurset i kæmpe mængder – dans og kærlighed!
Det kommer ikke til at stå stille - der skal danses, rockes og chill’es ud over alle grænser!
…
Sjovt, som jeg pludselig opdager, at jeg sidder og smiler her foran min computer, mens regnen (og haglet!) siler ned udenfor og tordenvejret brager løs..
Lækre danse-moves til alle fra Maria Klaris Søgaard
mandag den 11. maj 2009
iTenSing
iMac, iPod, twitter, Facebook, Arto, Anders Mattesen og iTenSing! Disse er alle begreber vi alle kender til. Eller lige måske med undtagelse af den sidste. Ikke desto mindre, er det den, jeg vil fortælle lidt om. For jeg, Jonas Sveistrup Hansen 21 år og iTenSingere, vil gerne fortælle hvordan Ten Sing Slagelse bad og hjælp og jeg ikke kunne sige nej til sådan et tilbud. Ham Anders M. vender jeg tilbage til.
Jeg startede i Ten Sing Slagelse for over et årti siden. Nu tænker de, kære læser, at der var jeg kun 10 år gammel, men faktisk var jeg med allerede dengang. Måske ikke til alle aftenerne, men jeg var med min far ude og hjælpe til diverse arrangementer, der nu manglede en 10-årigs ekspertise. Den store hjælp en 10-årig nu kunne hjælpe med. Det her fortælle jeg selvfølgelig kun for at understrege, at Ten Sing Slagelse er mit hjertebarn, og det ville være synd hvis det ikke skulle forsætte. Jeg har fået så mange gode oplevelser, og det er nogle oplevelser jeg meget gerne vil give videre.
For to-tre år siden lukkede Ten Sing Slagelse ned. Der var ikke en ordentlig skubbergruppe og medlemstallet var ret lavt. Jeg blev ret trist, da jeg hørte det, men kunne ikke rigtig gøre andet end at se til, da jeg var tvunget til at holde foredrag landet rundt og AIDS og Tanzania. Min lillebror og hans venner og veninder, omkring 20 unge, havde startet noget der mindede om Ten Sing, men de manglede noget erfaring og her kunne jeg hjælpe. Det skal dog siges at Ten Sing var blevet holdt kunstigt i live af Guds egen mand Ove Junne der kæmpede med næb og klør for at bevare Ten Sing konceptet. Det er hans skyld, at Ten Sing Slagelse stadig i dag eksisterer. Tak Ove! Jeg sagde ja til at hjælpe, og stå som hovedskubber sammen med Ove. Udover os to, har vi også hjælp af Sine og Peter. Vi har nu fået styr på Slagelse, altså så meget styr man nu kan få på en flok rundforvirrede, hormonforstyrrede, facebookforskruede unge mennesker med trang til al for meget opmærksomhed og manglen på berøring af modsatte køn. Jeg mener, at Ten Sing Slagelse har stort potentiale, og med et skub i den rigtige retning kan de nå langt. Det skub, det hedder Anders ’Anden’ Mattesen.
D. 2. juni 2009 kl. nittenhundrede har Ten Sing Slagelse præmiere på denne nye gruppes første show. Efter showet kommer Anden og holdet et oplæg med udgangspunkt i showet. Showet handler om ”Et ordentligt menneske”. Det er helt vildt vi har fået en stjerne som Anden til vores lille Ten Sing gruppe. Det er noget, der virkelig har motiveret de unge forstyrrede mennesker til virkelig at tage arbejdshandskerne på. Selvfølgelig med lidt svingende intensitetskurve bestående af pigeproblemer, drenge der synes at gynge, lave dominobane og diverse småting også lige skal passes ind. For som de siger: ”Der er jo lang tid til Jonas”. Nå ja tænker jeg:” Der er jo hele fem øvegange endnu, og I kan stadig ikke jeres replikker, og hvad med lys? Kan bandet de sange de skal? Og HEY! vær lige stille når ham den gamle han tænker højt”. Som I andre iTenSingere kan se, så ligner det meget et hvert andet Ten Sing show lige før kick off.
Her til sidst kan jeg kun frydes over denne udvikling Ten Sing Slagelse er gået igennem, og jeg glæder mig til at showet løber af stablen d. 2. juni.
Vi ses på Ten Sing sommerkursus til sommer og dansekursus til efteråret.
iTenSingeren – Jonas Sveistrup Hansen
torsdag den 7. maj 2009
Lad mig blæses omkuld.
Hvor blev jeg glad! Det er altid med en vis mængde spænding, man genopliver et gammelt koncept, støver det af og sender det i luften. Et kursus som for mig er fyldt med nostalgi og gode minder. Men nu er det altså en realitet at sommerkursus er på vej.
Den 7.juli tørner Ten Singere sammen for at holde kursus i en lille uge. Jeg glæder mig super meget til at se glade ansigter og forventningsfulde blikke, men allermest glæder jeg mig til, den stemning der bliver, når programmet slutter sidst på aftenen og hyggen breder sig rundt i sofaerne, med guitar og ”lean on me”, ”Hvor er tiden der ta’r os” og andre af de gamle slagere. Nok er der kommet nye tider i Ten Sing, men visse ting ændre sig aldrig…
Vi havde en øve-weekend op mod sommerferien sidste år, og med den lange pause fra Ten Sing, som jeg har haft, var det virkelig en overvældende oplevelse. Den der intense stemning, hvor alle sidder på skødet af hinanden og alle fjoller rundt, det var bare fantastisk at genopleve. Jeg håber, at opleve denne overvældende stemning igen, og jeg håber, at jeg kan lade mig blæse om kul af den og bare tage mig selv i, at skråle med på gamle kendinge som ”real life” eller ”linedanser”.
Men nu er der lige et par måneder, hvor arbejdshandskerne skal på, og udvalget og jeg skal ordne et par enkelte opgaver, inden vi står med bankene hjerter og åbner op for et kursus, som der i helt særlig grad banker hjerteblod for.
Gitte Boye Sandbjerg
www.kfum-kfuk.dk/tilmelding
læs mere på www.kfum-kfuk.dk/tensing