Til premiere…

Her for et par uger siden var jeg til premiere på et Ten Sing show. Det er altid med en vis spænding man tager af sted, hvad har de fundet på i år? – er de igen malet sorte i hovedet? – hvor langt bliver showet? – alle de spørgsmål, som når at gå igennem hovedet på vej til koncerten…

Og traditionen tro, skuffede de ikke. De var stadig lige så sorte i hovedet, som de var i humoren! – på den fede måde!!

25 fantastisk Ten Singer trodsede deres noget sorte ydre og leverede en gang gigantisk livsglæde. En livsglæde som er så dejlig selvmodsigende og en absurd kontrast til malingen i hovedet, noget der i den grad understregede den sorte humor der altid er iblandet showet.

To drenge styrede bas og guitar, men ikke kun det, de styrede hele scenen. Måske ikke selv super bevidste om det, men det fyldte! – hver gang der var en lille ”kunst”pause, eller en lille skønhedsplet, kiggede de på hinanden, blinkede og smilede med øjne og mund. De formåede at gøre scenen til et trygt sted at være for solisterne og gav solisterne den bedste opbakning de kunne få. – imponerende!

Jeg glæder mig allerede til igen at skulle se dem eller andre shows, hvor performance, tro og fællesskab giver unge plads til at udtrykke sig! – især når man aldrig ved at udtrykket bliver:-)

Gitte